Klopleje er en vigtig sag hos engelsk vædder. Alle kender de nålespidse kløer hos unge kaniner, og hvor ondt det gør, når man tager det lille dyr ud af buret, og det kradser én over hånden. Ørerne hos engelsk vædder er i de første leveuger stadig meget tynde og sårbare, og når de unge kaniner så boltrer sig med deres søskende i buret, kan der hurtigt opstå skader på ørerne.
I begyndelsen er det måske kun et lille sår, men det kan – på grund af ørernes enorme vækst – udvikle sig til en større flænge eller et hul, og så kan kaninen ikke længere udstilles. Så langt behøver det ikke at komme!
Regelmæssig klopleje, helst fra 5. leveuge, kan mindske risikoen for alvorlige skader betydeligt. Man behøver ikke at klippe kloen langt nede, det er nok bare at klippe spidsen af.
Positiv sideeffekt: Kaninerne vænnes tidligt til kloplejen og kender så de typiske rutiner.
Også hunnen får klippet kløerne en gang til, inden hun føder, så hun ikke skader ungerne, når hun passer dem og reden.
Mine voksne dyr får som regel klippet kløer med 4 ugers mellemrum. Det er en skønssag og nogle gange også forskelligt, fordi kaninerne også graver/kradser i buret og derved selv kan slide kløerne ned.
Som værktøj bruger jeg en kloklipper til katte. Det kan lige så godt være en, der er lavet specielt til smådyr eller til hunde. Det vigtige er, at den er skarp og går let. Klospidsen skal klippes rent af – uden at blive klemt, splintret eller brækket. Jeg fraråder at bruge andet værktøj som f.eks. tænger, haversakse eller en skævbider.
Personligt foretrækker jeg at sidde ned, når jeg klipper mine kaniners kløer. Man er meget roligere på den måde, og den ro smitter også af på dyret. Jeg lægger kaninen på ryggen og stabiliserer den med armen. Da jeg er højrehåndet, holder jeg den fast i venstre arm, lidt ligesom når man holder en baby.
Jeg lægger min venstre hånd på kaninens mave for at stabilisere den. Det virker beroligende og beskytter mig samtidig mod sparkende bagben. Når man klipper kløerne på forbenene, kan man enten flytte hånden og holde hvert forben fast for sig, eller man lader »stabiliseringshånden« blive liggende på maven. Ved meget urolige eller ophidsede dyr klemmer jeg kaninens nederste halvdel ind under min højre arm og stabiliserer den. Nu kan man trygt klippe kløerne, uden at dyret spræller eller sparker.
Til dette arbejde har jeg en robust, langærmet kittel/arbejdskittel på, som kaninernes kløer ikke kan hænge fast i. Uegnede ville være uldtrøjer, grovmaskede overdele eller stoffer, der let kan rives i stykker.