Engelsk vædder er en af de allerældste kaninracer. Fordi denne særprægede race er så lidt udbredt, får besøgende desværre kun sjældent kaninerne at se på udstillinger, for ikke at tale om muligheden for selv at bedømme dem som dommer. Jeg har ofte hørt fra mange dommerkolleger, at de trods mange års virke aldrig eller kun meget sjældent har bedømt en engelsk vædder. Derfor er det så meget desto vigtigere at drive aktiv undervisning, hvad enten det er i foreningen, i dommergruppen eller hos en lokal opdrætter af racen. Det viser ikke kun oplevelserne på regionalt plan; helt op til den tyske landsudstilling bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er at have beskæftiget sig med bedømmelsen af engelsk vædder på forhånd for at undgå at lide skibbrud og sikre et objektivt bedømmelsesbillede for alle. Her vil jeg give et lille indblik i den korrekte måling af ørerne og vise, hvor let det går, når man er opmærksom på et par småting.
Som ved så meget andet er det rigtige værktøj en forudsætning. Tommestokken bør bestå af led på 20 cm og være stabil i sig selv, det vil sige, den bør kunne stå uden at bøje ret meget. Det er en god idé at skære to stykker ud af en 2-meters tommestok ved at skære det pågældende led rent over ved 70 cm. Så får man en stabil målestok, der er handy nok og alligevel lang nok til at måle tilstrækkeligt.
»Ørelængden måles med tommestokken hen over dyrets hoved fra den ene spids til den anden. Ørerne lægges an mod tommestokken med øreåbningen fremad og uden at være drejet. Ørerne skal trækkes let ved målingen.« Så langt standardteksten.
Ved det lille ord »trække« skilles vandene. Måske ville »strammes let« være en mere træffende formulering.
Da vores engelske væddere er ret livlige typer, bør man bede hjælperen eller opdrætterkollegaen om at holde dyret i nakken eller ved bagkroppen, så man i ro og mag kan holde ørerne helt præcist vandret. Det har de fleste dommere reelle vanskeligheder med. Det er ingen skam at bede hjælperen om at give en hånd med; det ville jo være trist at måle ørerne bare flygtigt og notere et omtrentligt resultat. Hvor hurtigt mangler der ikke dermed et eller to bedømmelsespoint, og dyret ender med et svagt resultat. Nogle racer kræver simpelthen lidt mere tid ved bedømmelsen for at fastslå alle positionernes resultater korrekt – så lad os bare tage os den tid.
Ørebredden måles ved ørets bredeste sted uden behåring. Vi måler indersiden, altså øreåbningen. Også her skal øret bredes godt ud, og tommestokken skal holdes helt præcist på tværs af det langsgående øre.
Så endnu en iagttagelse: Hos nogle dyr er ørebredden forskellig fra højre til venstre side. En højrehåndet måler som regel det venstre øre, en venstrehåndet det højre øre. Men det skal nu heller ikke blive en videnskab, så det nævnes her kun for fuldstændighedens skyld.
Herunder billeder af egnede og mindre egnede måleredskaber
