I dette indlæg vil jeg gå nærmere ind på det vigtigste racekendetegn hos engelsk vædder, og hvordan det udvikler sig over tid. Bliv ikke overrasket, hvis jeg hist og her kommer med et par små sidespring fra hovedemnet, f.eks. om klopleje eller strøelse. Det er bare vigtige elementer, som hører med til en sund udvikling af ørerne.
I de første leveuger er væksten af ørerne hos engelsk vædder enorm. Man kunne næsten sige, at man kan se de små ører vokse dag for dag, for den fulde ørelængde på de ønskede 60 cm er som regel nået i 5. eller 6. levemåned. Derefter ændrer ørelængden sig kun minimalt, på grund af hovedets senere udvikling (pandebredden som voksen).
Et godt tip eller pejlemærke for at sikre, at ørerne en dag når det fulde mål, er at teste, om ørespidserne når ned til kaninens knæ. Går spidserne ud over knæene: meget god vækst. Når de ikke ned til knæene: svag ørelængde.
Men lad os tage det fra begyndelsen:
Engelsk vædder er den eneste vædderrace, hvor ørerne »falder« fra fødslen. Det betyder, at ørerne hænger nedad fra første dag og heller ikke senere, når ungerne forlader reden, bæres oprejst. Der findes selvfølgelig undtagelser, f.eks. hvis der er anatomiske fejl.
Hos andre vædderkaniner har ungerne i starten opretstående ører, som de så (afhængigt af racen) efter et par uger lader »falde«. De unge kaniner sænker ørerne mere og mere, bærer dem en tid vandret (små flyvemaskiner), indtil de til sidst hænger helt ned.
Ørerne hos ungen af engelsk vædder er i de første levedage tykke og kødfulde. Jo mere pelsen vokser, og jo mere ungen tager på i vægt, desto længere bliver ørerne også. Ved ca. 4–5 uger er ørerne meget tynde og følsomme. Fra dette tidspunkt skal man også begynde at kontrollere ungernes ører og pleje dem aktivt.
Fra 5.–6. uge, når ungerne allerede tager aktivt del i livet i buret, ser man også stadig tydeligere ændringerne i ørerne. I de kommende uger bliver ørerne længere end resten af kaninens krop, og nu begynder ungerne også selv aktivt at pleje deres ører grundigt.
Emnet »Klopleje hos ungerne« skal her blot nævnes igen for fuldstændighedens skyld. Buret skal have et tykt lag halm, og som underlag under halmen anbefales et lag bløde, sugende høvlspåner. Den tykke strøelse er vigtig, så de omkringhoppende unger ikke glider på et glat underlag (som ved hold med gødningsbakke) og derved skader ørerne. Desuden sørger en tyk strøelse for tilstrækkelig varme, som er nødvendig for bedre ørevækst (emnet »Hvorfor varme er gavnligt for bedre vækst af ørerne«).
Nu er det også tid til at få den unge kanin tatoveret (ved foreningsavl). I ørerne har der nu allerede dannet sig et stort netværk af blodårer, som gennemtrækker hele øret og er let at se, når man holder øret op mod lyset.
Jo større og mere udpræget dette netværk af blodårer er, desto bedre blodforsynet er øret (varmt), og desto blødere virker ørets skind. Dårligt blodforsynede ører med et svagere netværk af blodårer virker stivere i konsistensen og hænger heller ikke pænt og slapt ned.
Ved 6. levemåned er ørernes vækst så afsluttet. Har kaninen ikke tilnærmelsesvis nået målet inden da (< 57 cm), vil den heller ikke senere nå målet på 59 til 60 cm. Der er stadig lidt spillerum i den fase, hvor hovedet bliver mere markant, især hos hannen. Jeg vil hermed ikke sige, at dyr med < 57 cm straks skal sorteres fra. Det er blot min erfaring, at ørerne fra denne alder ikke gør noget stort spring i længden. Man kan sagtens også udstille dyr med en ørelængde på omkring 58 cm, men så må man regne med fradrag (se indlægget »Korrekt måling af ørerne«).
Til avl bør man dog bruge stamdyr med det fulde mål, da det jo trods alt drejer sig om racekendetegn nr. 1 hos engelsk vædder.
